Den store bedesal krones af en 53 meter høj kuppel, der fylder rummet med blødt lys fra vinduer med glasmosaikker. Støttet af fire massive moler skaber den en følelse af balance og ro, samtidig med at den viser Mimar Sinans beherskelse af proportioner og akustik.

Marmor mihrab og minbar er udsmykket med delikate Iznik-kakler og geometriske udskæringer. Over dem pryder gylden arabisk kalligrafi af Ahmet Karahisari buerne og forener kunst og spiritualitet i et harmonisk rum.

Den åbne gård, indrammet af kuppelformede portiker og marmorsøjler, afspejler moskéens symmetri. I midten står et marmorspringvand, der engang blev brugt til afvaskning, og som tilbyder et fredeligt rum mellem byen og moskéens rolige indre.

Bag moskeen ligger de udsmykkede grave for Sultan Süleyman den Prægtige og Hürrem Sultan, dekoreret med levende Iznik-kakler og Koran-inskriptioner, der afspejler kejserlig ynde og hengivenhed.

Süleymaniye-moskeen blev opført i midten af det 16. århundrede, da den osmanniske politiske, militære og kulturelle magt var på sit højeste. I den osmanniske tankegang fungerede sultanen både som kalif og verdslig hersker, ansvarlig for at opretholde guddommelig lov og social orden. Moskeens enorme omfang, perfekte proportioner og dominerende position over Det Gyldne Horn forstærkede dens rolle som et udtryk for kejserlig autoritet og tro.

I modsætning til vestlige katedraler, der stod som isolerede monumenter, dannede Süleymaniye centrum for et stort külliye, et selvforsynende kompleks, der integrerede tilbedelse med borgernes daglige liv. Den husede fire madrasaer, der uddannede lærde og embedsmænd, en medicinsk skole og et hospital, der var forankret i troen på, at helbredelse var en velgørende handling, og et offentligt køkken, der serverede tusindvis af gratis måltider hver dag til fattige, rejsende og studerende.

Süleymaniyes store centrale kuppel symboliserede himlen og forenede alle tilbedere under ét guddommeligt rum. Sinan indlejrede tomme lerkrukker i kuplen og væggene for at skabe en næsten perfekt akustik, så prædikener og koranrecitationer kunne høres tydeligt uden forstærkning. Selv soden fra olielamper blev indsamlet og omdannet til blæk til kongelige kalligrafer, et stille udtryk for hengivenhed, der blev til kunst.